Målinger og beregninger af helbredseffekter

Der findes ikke nyere målinger af, hvordan partikelkoncentrationen i Danmark påvirkes af, at man erstatter gamle brændeovne med nye. Den type undersøgelses kaldes en interventionsundersøgelse. Ikke desto mindre er der enighed om, at moderne brændeovne og korrekt fyringsteknik nedbringer antallet af partikler i luften betydeligt.

Målinger af ældre dato

I 2003 og 2005 gennemførte DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi målinger i et boligkvarter med mange brændeovne. Målingerne viser, at partikelforureningen kan være relativt koncentreret i et helt nabolag, hvis der fyres meget med brænde. På aftener med koldt og stille vejr blev målt partikler med en meget høj koncentration af PAH (tjærestoffer). Flere gange blev der målt koncentrationer af PAH i luften, som var lige så høje eller højere end på en trafikeret gade i det centrale København – dog stadig en del under EU's målværdi. Læs om DCE’s undersøgelser målinger af brænderøg.  

Beregning fra 2015 i København og Frederiksberg viste lavere emissioner

Der er gennemført en ny beregning i 2015 af udledningen af NOx (kvælstofilter) og partikler i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. Beregningerne er baseret på en opgørelse af det faktiske antal brændeovne og deres geografiske placering foretaget af skorstensfejermestrene i Københavns Kommune suppleret med en interviewundersøgelse blandt ejerne om ovnens alder og anvendelsesgrad. Den nye beregning viser, at i forhold til den tidligere beregning fra 2010 for Københavns og Frederiksberg Kommuner, er udledningerne fra individuel opvarmning i husholdninger 77 % mindre for kvælstofilter og 78 % mindre for partikler.

Den mindre emission medfører, at partikelforureningen fra brændeovne bidrager med en væsentligt mindre andel til den samlede luftforurening i de to kommuner. Bidraget til middelkoncentrationerne fra lokale kilder er nu beregnet til 20 % og 24 % for henholdsvis PM 2,5 og PM 10 sammenlignet med henholdsvis 58 % og 64 % ifølge de tidligere beregninger. Link til Københavnerundersøgelsen.

Emissioner fra brændeovne kan variere meget fra område til område

DCE angiver, at de nye tal tyder på, at den hidtidige opgørelsesmetode skævvrider emissionerne for København og Frederiksberg – og måske også for andre store byer med meget fjernvarme og mange etageboliger. De nye tal har dog ikke umiddelbart betydning for de samlede emissioner fra brændeovne i Danmark. Ifølge DCE betyder de nye tal blot, at fordelingen af de sundhedsskadelige udledninger fra brændeovne ud over landet kan variere meget fra område til område, hvilket der ikke er gode data på.

Kilde:Brændeovnes bidrag til luftforurening i København. Notat fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, august 2015.