Håndholdte målere

Erfaringer har vist, at man ikke med simple partikelmålinger i udeluften kan afgøre, om der sker en påvirkning fra en bestemt brændeovn. Selvom man kan måle koncentrationen af forskellige stoffer, for eksempel partikler og CO (kulilte), kan man med en partikelmåler ikke være sikker på, at en forhøjet koncentration skyldes brænderøg fra en bestemt skorsten.

Dette gælder også for målinger af luftkvaliteten med håndholdte partikelmålere. Selvom sådanne målinger har den fordel, at de er billige, giver de ikke dokumentation, der kan benyttes til bevis for, at der er tale om væsentlig forurening eller ulempe fra en bestemt brændeovn.  Målingerne kan dog i nogle tilfælde give en indikation af, om der er et problem eller ej og indgå i den samlede vurdering af sagen.