Helbredseffekter af partikler og brændeovnsrøg

Det er veldokumenteret at luftforurening med partikler er forbundet med helbredseffekter. Røg fra brændeovne og brændekedler udleder partikler og må således forventes at bidrage til sygdomsforekomst, men det er ikke muligt at sige, hvor stor en helbredsrisiko brænderøg udgør.

Brænderøg indeholder partikler og må således forventes at bidrage til sygdomsforekomst i Danmark, men på nuværende tidspunkt er det ikke muligt at sige, hvor stor en helbredsrisiko brænderøgen udgør.

Modelberegninger om antal for tidlige dødsfald

Ved modelberegninger udført af DCE, Nationalt center for Miljø og Energi, er det estimeret, at ca. 550 for tidlige dødsfald i Danmark skyldes træfyring, idet det forudsættes, at alle typer af partikler, uanset størrelse og kemiske sammensætning, har samme effekt som fine partikler, hvor der er vist en klar sammenhæng med for tidlige dødsfald. Antal for tidlige dødsfald totalt forårsaget af al luftforurening i Danmark er senest beregnet til ca. 3.750 årligt.

Få undersøgelser om sammenhængen mellem helbredseffekter og brændefyring

Der er indtil videre ikke gennemført befolkningsundersøgelser af luftforurening fra anlæg til brændefyring i Danmark, da der mangler bedre kortlægning af, hvor de disse anlæg er placeret henne. På nuværende tidspunkt er det kun muligt at estimere befolkningens udsættelse for brænderøg ud fra antallet af brændeovne, hvilket ikke siger noget om, hvor meget eller hvordan brændeovnene anvendes. De relativt få undersøgelser af helbredseffekter af træfyring i den vestlige verden tyder på en sammenhæng mellem træfyring og forværring af luftvejssygdomme som astma og kronisk bronkitis, mens der er få indikationer på negative effekter på hjertekarsystemet.

Brænde til opvarmning og madlavning over åben ild

I mindre velstående områder i verden bidrager brug af brænde og andre former for biomasse til opvarmning og madlavning over åben ild væsentligt til udendørs og indendørs luftforurening. Lang tids høj eksponering for forbrænding af biomasse (herunder brænde) i lavindkomstlande har vist sammenhæng mellem lungebetændelse hos børn og kronisk obstruktiv lungelidelse (KOL) hos voksne, nedsat lungefunktion og lungecancer hos kvinder.

Brug fyringsanlæg med omtanke

Ud fra vores viden om de helbredsmæssige effekter kan det anbefales at bruge brændeovne og centralvarmekedler til fast brændsel med omtanke, fyre korrekt og begrænse fyring til ’hyggefyring’ i områder med andre effektive opvarmningsmuligheder, herunder fjernvarme eller anden kollektiv varmeforsyning. Desuden anbefales at vælge en svanemærket brændeovn eller forsyning med tilsvarende lavere udledning af partikler.

Moderne brændeovne og korrekt fyring kan nedbringe antallet af partikler i luften betydeligt. Generelt er det sådan, at jo mindre sort og ildelugtende røgen er, des færre partikler er der i den. Op til 80 procent af partikeludledningen fra brændeovnen i optændingsfasen kan fjernes ved at tænde op i toppen af brændet. Tilsvarende har det stor betydning at man sørger for masser af ilt til forbrændingen og fyrer med rent og tørt træ.