Kommuneforløbet

1. Kontakt kommunen
Du kan klage enten skriftligt eller mundtligt, men det kan være en fordel med en skriftlig henvendelse for at få al information med om, hvad du oplever. Sædvanligvis er det den kommunale miljøsagsbehandler, der tager sig af henvendelser om brændeovnsrøg.

2. Kommunen kontakter din nabo
Kommunen vil sandsynligvis opfordre til nabodialog, men hvis det ikke er muligt at nå et resultat ad den vej, vil kommunen starte en sag op på baggrund af din henvendelse.

Kommunen vil indledningsvis tage kontakt til ejeren af brændeovnen og informere om, at der er klaget over brændefyring. Her vil ejeren blive orienteret om, at det er hans eller hendes ansvar at sikre, at røgen ikke generer naboerne, og ejeren vil normalt også få information om, hvordan man fyrer korrekt. Kommunen giver også oplysninger om, hvem der har henvendt sig til kommunen om gener fra brændefyring.

3. Kommunen starter en undersøgelse
Kommunens vurdering af sagen kræver en undersøgelse af forureningens omfang, og derfor vil kommunen som regel gennemføre et tilsyn på stedet – eventuelt med bistand fra skorstensfejeren eller en anden konsulent, der har fagteknisk ekspertise om bl.a. brændeovne og brændekedler.

Kommunen vil typisk efter indsamling af informationer udarbejde en miljøteknisk beskrivelse af alle relevante forhold, som vil skabe grundlag for en afgørelse.

Tilsynet kan ske, når der fyres i det fyringsanlæg, der er centrum i sagen, men tilsynet kan også bestå i at besigtige en række fysiske forhold, som kan have betydning for forureningens omfang (fx opbevaring af brændet, skorstenshøjden, typiske vindretninger mm.). Kommunen kan bede ejeren om at tænde op under tilsynet, men der er ikke hjemmel til at kræve, at ejeren skal gøre det.

4. Kommunen træffer en afgørelse
Hvis kommunen ender med at vurdere, at forureningen er væsentlig, fordi røgen er generende, lugtende eller synlig på vedvarende basis, er der grundlag for, at kommunen kan meddele et påbud efter miljøbeskyttelsesloven § 42.  Der er også mulighed for at gribe ind, hvis der fyres med ulovligt brændsel.

Et påbud kan for eksempel betyde, at ejeren af brændeovnen skal fyre på en anden måde, skifte brændsel, indskrænke bruge af brændeovnen, ændre eller forhøje sin skorsten.

Det kan også være, at kommunen kommer frem til, at der ikke er grundlag for at give et påbud. Dette er også en afgørelse.

5. Hvis problemet stadig er der
Hvis du ikke mener, at problemerne er stoppet efter kommunens dialog med din nabo, har du mulighed for at henvende dig til kommunen igen, der dog også uden din opfordring har pligt til et aktivt tilsyn med brændeovnsrøg.