Hvis en brændeovn eller en kedel til fast brændsel medfører væsentlig forurening eller ulempe, kan kommunen give ejeren påbud om at nedbringe forureningen. Det fremgår af miljøbeskyttelseslovens § 42 stk. 1. Det gælder uanset, om brændeovnen eller en kedel til fast brændsel er opstillet i et boligområde eller i et industriområde, og uanset om ovnen tilhører en virksomhed eller en privatperson.
For at en kommune kan gribe ind kræves det, at kommunen vurderer, at forureningen fra fyringsanlægget er væsentlig ud fra en helhedsvurdering af forureningens omfang og betydning samt omgivelsernes konkrete beskaffenhed.
Et påbud om nedbringelse af forureningen fra et fyringsanlæg kan meddeles til ejeren med krav om, at ejeren gennemfører særlige foranstaltninger. Her er nogle eksempler på, hvad sådanne foranstaltninger kan være:
- Brændeovnsejeren skal forhøje sin skorsten
- Brændeovnsejeren skal indskrænke sin brug af brændeovnen, fx til bestemte tidsrum
- Brændeovnsejeren skal fyre på en anden måde
Hvis ikke et påbud fører til, at forureningen kommer ned på et tilfredsstillende niveau, har kommunen også mulighed for i den sidste ende at give en ejer af en brændeovn eller centralvarmekedel til fast brændsel et helt eller delvist forbud imod brugen af anlægget. Det kan for eksempel bestå i at forbyde brændefyring på visse tidspunkter af døgnet, på visse årstider, ved visse vejrforhold – eller for altid. Det sker yderst sjældent, at der nedlægges forbud mod brugen af et anlæg.
Et eksempel på et forbud til en ejer af en brændeovn givet i en virkelig sag kan formuleres sådan her: Forbud mod drift af fyringsanlægget under østlige vinde, eller når der er helt vindstille og røgfanen samtidig synligt og vedvarende synker ned i nærområdet på grund af meteorologiske forhold.
Her er et par anonymiserede eksempler fra sagsforløb i to kommuner: