""

4.3.1 Kommunerne fører tilsyn med fyringsprincipper og brændsel

Fyringsanlæg, der har fået en prøvningsattest, er dels blevet afprøvet for, hvilke fyringsprincipper der kan anvendes, og dels hvilke typer af brændsel anlægget kan bruge.

  • Det er kommunen, der fører tilsyn med, om fyringsprincipperne og brændselstyperne, der er fastsat i et fyringsanlægs prøvningsattest, overholdes af anlæggets ejer. For eksempel at ejeren kun anvender det brændsel, som fyringsanlægget er godkendt til.

  • Det er derimod Miljøstyrelsen, der fører tilsyn med selve prøvningsattesterne – det vil sige, om fyringsprincipper er afprøvet og fremgår korrekt af et fyringsanlægs prøvningsattest.

Det er op til den enkelte kommune, hvordan tilsynet med fyringsprincippet og brændslet gennemføres og følges op i praksis.

Hvad er et fyringsprincip?

Med fyringsprincip forstås manuel eller automatisk indfødning af brændsel – det vil sige, om brændslet indføres i brændkammeret med håndkraft eller automatisk via et anlæg, der kontinuerligt indfører brændsel efter energibehov. De fleste brændeovne har manuel indfødning, mens de fleste nye centralvarmekedler har automatisk indfødning. Ved afprøvningen af et fyringsanlæg (brændeovn eller brændekedel, træpillefyr osv.) skal der fastlægges et fyringsprincip for hver type af brændsel, som anlægget er afprøvet for. Derfor kan der gælde flere fyringsprincipper for samme anlæg.

Lovlige brændsler

Det er fastsat i brændeovnsbekendtgørelsen, hvilke typer af brændsel der er lovlige at anvende i et fyringsanlæg. Listen over de mulige brændsler er udtømmende. Listen over lovlige brændsler får også betydning i forhold til prøvningsattesten, da fyringsanlæg kun må afprøves for lovlige brændselstyper.

Tilsyn gælder kun anlæg installeret efter grænseværdier er trådt i kraft

  • Kommunens tilsyn er begrænset til et tilsyn med fyringsanlæg, der er installeret efter bekendtgørelsens emissionsgrænseværdier er trådt i kraft for det pågældende anlæg. Det betyder eksempelvis, at fyringsanlæg, der ifølge bekendtgørelsen er undtaget fra emissionsreglerne, ikke er omfattet af kommunernes tilsyn om fyringsprincip og brændsel.
  • Tilsvarende skal kommunerne først føre tilsyn med fyringsprincip og brændsel for halmfyr i landzone, der installeres efter 26. januar 2018, da det først er fra dette tidspunkt emissionsreglerne træder i kraft for denne type af anlæg.

Kommunen skal dog også føre tilsyn efter miljøbeskyttelsesloven. Det betyder blandt andet, at kommunen skal føre tilsyn med, om der afbrændes affald i fyringsanlægget. Det kan fx være affaldstræ, bemalet eller imprægneret træ, spånplader, paller og husholdningsaffald. Det er ikke tilladt at fyre med affald i brændeovne eller brændekedler.

Praktiske problemer med at gennemføre et tilsyn

I forbindelse med et tilsyn kan det i praksis være vanskeligt at skaffe tilstrækkelige konkrete oplysninger om, at ejeren af et fyringsanlæg bruger anlægget i strid med de fastsatte fyringsprincipper og brændsler. Det kan være særdeles vanskeligt at gennemføre et tilsynsbesøg på et tidspunkt, hvor fyringsanlægget er i drift, så det kan konstateres med det blotte øje, at der anvendes et ulovligt fyringsprincip eller brændsel.

Der kan selvfølgelig foretages observationer under et tilsynsbesøg, som kraftigt antyder, at der fyres ulovligt brændsel – for eksempel forekomster af affaldstræ eller lignende nær anlægget eller sammen med øvrigt brændsel eller tydelige uautoriserede ændringer af fyringsanlægget. Disse oplysninger bør inddrages i forbindelse med kommunens afvejning af sagen.

Inddrag evt. skorstensfejeren eller andre konsulenter

Kommunerne kan inddrage skorstensfejerne eller andre relevante konsulenter med teknisk viden om fyringsanlæg, fyringsteknik og aftrækssystemer i den praktiske udførelse af et tilsyn med overholdelsen af fyringsprincipperne og de anvendte brændsler. En skorstensfejer er på grund af de regelmæssige fejninger allerede bekendt med de anlæg, som kommunen ønsker at føre tilsyn med.. Oplysninger, som skorstensfejeren indsamler, kan dermed indgå ved afvejningen af sagen sammen med kommunens egne oplysninger.

Hvis kommunen vurderer, at en skorstensfejer er part i en sag om naboklage, bør kommunen inddrage en anden konsulent i behandlingen af sagen. Hverken skorstensfejeren eller andre konsulenter, må træffe afgørelser i klagesager, de kan alene hjælpe med at indsamle oplysninger til kommunen.

Ingen pligt – men delegation efter aftale

Hverken brændeovnsbekendtgørelsen eller skorstensfejerbekendtgørelsen indeholder en pligt for skorstensfejerne til at påse, at anvendte fyringsprincipper og brændsler er lovlige – medmindre de ulovlige forhold også omfatter forhold, som skorstensfejeren skal påse som et led i skorstensfejerens almindelige brandpræventive tilsyn.

Kommunerne kan delegere opgaver i forhold til udførelsen af tilsynet til skorstensfejeren.