2.3.1 Fysiske forhold ved fyringsanlægget og aftræksystemet

Vurderingen af forureningen kan naturligt tage udgangspunkt i de tilgængelige oplysninger om fyringsanlægget, der klages over.

Almindelige oplysninger om fyringsanlæggets alder, type og mærkning (for eksempel med svanemærket) har typisk betydning i forhold til anlæggets emission under optimale driftsforhold. At en ovn er svanemærket eller har en tilsvarende mærkning, er ikke i sig selv en garanti for et relativt lavt partikeludslip, hvis anlægget ikke anvendes korrekt – fx i forhold til tilførslen af tilstrækkelig med luft til forbrændingen og anvendelsen af rent og tørt træ. For brændeovne og andre mindre fyringsanlæg installeret efter 1.januar 2008 bør der foreligge en prøvningsattest der kan indeholde ovenfor relevante oplysninger om fyringsanlæggets fabrikant, mærke, alder, type, emissionsudledninger mv.

Aftrækssystemet (skorstenen)

De tilgængelige oplysninger om aftrækssystemet har også betydning for luftforureningen. Blandt andet bør det – for at vurdere fyringsanlæggets driftsbetingelser – undersøges, om fyringsanlægget og aftrækssystemet er korrekt tilsluttet, og om aftrækssystemet er korrekt dimensioneret i forhold til fyringsanlæggets trækbehov. Hvis fyringsanlægget og aftrækssystemet ikke er korrekt tilsluttet eller ikke er dimensioneret korrekt i forhold til hinanden, kan det bidrage til en forøgelse af røgudviklingen fra anlægget. Dette kan komme til udtryk i form af øget forurening med partikler og andre forbrændingskomponenter og give større risiko for, at andre i lokalområdet oplever røggener, når brændeovnen eller brændekedlen anvendes. 

Oplysninger om fyringsanlægget og aftrækssystemet har således betydning ved vurderingen af anlæggets forurening.

Fysiske forhold

Derudover skal andre relevante fysiske forhold vedrørende det pågældende anlæg også tages i betragtning – som for eksempel om der er konstaterbare mangler eller defekter ved anlægget af betydning for brændeovnen eller brændekedlens korrekte funktion. Det kan fx være huller eller sprækker i anlægget eller aftrækssystemet, uautoriserede modifikationer af anlægget eller aftrækssystemet og lignende fysiske skader eller ændringer. Da skorstensfejeren i forvejen foretager brandpræventivt tilsyn med anlægget, kan skorstensfejeren eventuelt inddrages som konsulent i forhold til vurderingen af anlæggets funktion.  

Brændslet

Brændslet har også stor betydning for luftforureningen. Brændslets type og karakter bør derfor også indgå i vurderingen af de fysiske forhold. Det har stor betydning for røgudviklingen, hvis brændslet er for fugtigt. Er der tale om brænde, kan man bruge en fugtmåler til at afgøre, hvor fugtigt brændslet er. Er der tale om træpiller eller flis, kan en fugtmåler ikke anvendes.

Samtidig må det undersøges, om opbevaringsbetingelserne for brændslet er tilstrækkelige – fx om brændslet er tilstrækkeligt beskyttet imod regn og kan tørres af vinden. Endelig skal det sikres, at der kun fyres med lovligt brændsel. Det er for eksempel ikke tilladt at fyre med affald eller affaldstræ i en brændeovn. Affald skal afbrændes på dertil godkendte anlæg.  

Fyringsteknik 

Ejerens fyringsteknik betyder meget for anlæggets forureningsgrad. Selv de bedste anlæg vil forurene mere, hvis anlæggene ikke anvendes korrekt. Ejerens fyringsteknik bør derfor også tages i betragtning ved vurderingen af, om et anlæg giver anledning til væsentlig forurening. Læs mere om fyringsteknik på Miljøstyrelsens brændefyringsportal.