2.2.2. Emissionsgrænseværdier og væsentlig forurening

Regulering af luftforurening fra virksomheder

Det gælder generelt for reguleringen af luftforurening fra virksomheder, at en luftforurening sjældent vil være væsentlig, hvis forureningen ligger inden for bindende eller vejledende emissionsgrænseværdier – for eksempel i Miljøstyrelsens vejledning nr. 2 fra 2001 om ”Begrænsning af luftforurening fra virksomheder” (Luftvejledningen). Luftvejledningen indeholder en samlet beskrivelse af, hvordan luftforurening fra virksomheder skal reguleres. For brugen af energianlæg har Miljøstyrelsen valgt at lave et selvstændigt kapitel i luftvejledningen, hvor kravene til de enkelte typer anlæg beskrives nærmere.

Ikke fastsat emissionsgrænseværdier for mindre brændefyringsanlæg i drift

Der er imidlertid ikke fastsat emissionsgrænseværdier for brændeovne og lignende mindre brændefyringsanlæg under 120 kW i luftvejledningen, og der foretages derfor ikke emissionsmålinger eller -beregninger af disse anlæg, når de er i drift, fordi beregningsmodellen er upræcis for mindre anlæg i boligområder. I den hidtidige praksis vedrørende luftforurening fra anlæg under 120kW tages der da heller ikke udgangspunkt i koncentrationen af forurenede stoffer eller lignende målbare forhold. Vurderingen af, om luftforureningen er væsentlig, er altså konkret og mere subjektivt præget. Læs om kriterier til vurdering af væsentlig forurening fra brændefyring.

Brændeovnsbekendtgørelsen sætter emissionskrav når et nyt anlæg installeres

I 2008 blev der med den første brændeovnsbekendtgørelsen indført bindende emissionskrav til nyinstallerede fyringsanlæg. Det vil sige, at når brændeovnen eller brændekedlen bliver installeret, skal den have en prøvningsattest, der viser, at den kan leve op til emissionsgrænseværdierne i bilag 1 eller bilag 2 i brændeovnsbekendtgørelsen, testet under laboratorieforhold. Emissionsgrænserne i den nugældende bekendtgørelse fra 2015 er strammet i forhold til værdierne i 2008, og derudover er 2015-bekendtgørelsens anvendelsesområde videre, så flere anlæg nu er omfattet af emissionskravene. Overholdelsen af kravene i bekendtgørelsen dokumenteres ved en prøvningsattest.

Til forskel fra luftvejledningens emissionsgrænseværdier er grænseværdierne i brændeovnsbekendtgørelsen ikke knyttet til brugen af et anlæg, men til hvornår anlægget omsættes eller tilsluttes.

Emissionskravene i brændeovnsbekendtgørelsen gælder kun for prøvning af anlæg, der er bragt i omsætning (dvs. solgt eller videresolgt), overdraget eller tilsluttet efter 1. juni 2008.  Der er enkelte anlæg, for eksempel masseovne eller historiske ovne i fredede bygninger, der er helt fritaget fra bekendtgørelsens emissionskrav.

Der findes et større antal – primært ældre – fyringsanlæg, der ikke er omfattet af brændeovnsbekendtgørelsens emissionskrav. Forholdet mellem antallet af anlæg omfattet af emissionskrav og anlæg, der ikke er, ændres konstant i takt med, at der årligt bl.a.  udskiftes ca. 20.000 - 25.000 ældre brændeovne.

Nye fyringsanlæg og risikoen for væsentlig forurening

Hvis et fyringsanlæg overholder brændeovnsbekendtgørelsens grænseværdier – og eventuelle andre skærpede emissionskrav i henhold til fx svanemærkning eller lignende – er det et kriterium, der på den ene side kan tale for, at forureningen fra enheden sandsynligvis ikke er væsentlig.

På den anden side er der imidlertid flere hensyn, der skal tillægges vægt ved afvejningen af, om luftforureningen fra en brændeovn eller en brændekedel er væsentlig, blandt andet om der sker en tilstrækkelig fortynding af røgen, når den forlader skorstenen, højden på og afstanden til nabobygninger, terrænforhold og – nok mest relevant – skorstenens kvalitet og dermed om der er tilstrækkeligt træk, fyringsteknikken og det anvendte brændsel.

At emissionsgrænseværdierne for et fyringsanlæg er overholdt, er dermed ikke i sig selv nok til at konstatere, at forureningen fra anlægget ikke er væsentlig. Omvendt er det heller ikke givet, at luftforureningen fra et fyringsanlæg automatisk skal anses for væsentlig, blot fordi anlægget ikke overholder emissionsgrænseværdierne under testforhold.