""

3.2.2 Fyringsprincip og typer af brændsel skal fastsættes

Fyringsprincipper - manuel eller automatisk

I forbindelse med afprøvningen af et fyringsanlæg, fastsættes der et eller flere fyringsprincipper, som ejeren af anlægget efterfølgende skal fyres efter. Med fyringsprincip skal der forstås enten manuel eller automatisk indfødning af brændsel – det vil sige om brændslet føres ind i brændkammeret med håndkraft eller ved et automatisk anlæg, der kontinuerligt indfører brændsel efter energibehov. Der fastsættes et fyringsprincip for hver type af brændsel, som anlægget er afprøvet for. Fyringsprincippet eller -principperne angives i anlæggets prøvningsattest.

Kravet om, at ejeren af fyringsanlægget skal overholde det fastsatte fyringsprincip, gælder i hele fyringsanlæggets levetid.

Typer af brændsler

Udover fyringsprincippet afprøves et fyringsanlæg også for typer af brændsler. Fyringsanlæg kan afprøves med følgende grupper af brændsler:

  • Naturligt træ i store stykker med eller uden bark, i særdeleshed i form af brænde, træflis samt grene og kogler,
  • Findelt naturligt træ, i særdeleshed i form af savsmuld, spåner eller slibestøv,
  • Briketter af naturligt træ i form af træbriketter i henhold til DS/EN 14961-3, eller i form af træpiller i henhold til de brændselstekniske krav i DS/EN 14961-2, samt andre træpiller af naturligt træ med samme kvalitet, eller
  • Halm og lignende plantestoffer, korn, der ikke er beregnet som fødevare, såsom hele kornplanter, affaldskorn, avner og halmrester samt piller af det førnævnte brændsel.  

Den eller de brændselsgrupper, som et fyringsanlæg er afprøvet for, skal fremgå af anlæggets prøvningsattest. Ejeren af anlægget må efterfølgende udelukkende fyre med brændsel inden for de brændselsgrupper, som anlægget er afprøvet for. Dette krav gælder ligeledes i hele anlæggets levetid.

 Disse krav gælder principielt fra bekendtgørelsens ikrafttræden. For nogle anlæg kan kravene dog i praksis først kræves overholdt, hvis fristen i brændeovnsbekendtgørelsens overgangsbestemmelser er udløbet i forhold til det pågældende anlæg.

Serieproducerede anlæg

Med serieproducerede anlæg forstås masseproduktion af identiske enheder.

For at overholde brændeovnsbekendtgørelsens emissionsgrænseværdier er det tilstrækkeligt for serieproducerede anlæg, at et enkelt anlæg (enhed) i serien afprøves, når der samtidig gennemføres produktionskontrol, som overholder den gældende prøvningsstandard for det konkrete anlæg.

Serie af anlæg

Brændeovnsbekendtgørelsens emissionskrav kan for en serie af anlæg overholdes ved afprøvning af den største og mindste model i serien.

Med en serie af anlæg forstås masseproduktion af enheder med identiske forbrændingsegenskaber, men i flere modeller (”størrelsestrin”) eller lignende, hvor hver model i serien har en specifik størrelse, dimensionering mv.

Det er dog muligt at nøjes med en afprøvning af den største og den mindste model i en serie, hvis forholdet mellem den nominelle varmeydelse (den indfyrede effekt) for de to modeller ikke overstiger 1:2 for centralvarmekedler og 1:1,6 for rumopvarmere.

Hvis forholdet overstiges, skal der afprøves yderligere en eller flere anlæg (enheder) fra anlægstyper af mellemliggende størrelse, så der udarbejdes prøvningsattester for flere ”størrelsestrin” med et maksimalt forhold mellem den nominelle varmeydelse for den største og mindste enhed i hvert størrelsestrin på 1:2 for centralvarmekedler og 1:1,6 for rumopvarmere.