Miljøstyrelsen er blevet opmærksom på en problemstilling vedrørende tilsynet med brændeovne og kedler til fast brændsel, der er omfattet af ecodesigndirektivet og tilhørende forordninger, herunder:
• Forordning (EU) 2015/1189 – Brændekedelforordningen
• Forordning (EU) 2015/1185 – Brændeovnsforordningen
Det betyder at der ikke må udføres kontrol med brændeovne og kedler omfattet af ecodesign, som det på nuværende tidspunkt står beskrevet i brændeovnsbekendtgørelsen. Skorstensfejere må derfor heller ikke opkræve betaling for et tilsyn efter brændeovnsbekendtgørelsen af disse anlæg.
Hvad betyder det for skorstensfejere?
Skorstensfejerne skal fortsat:
- Udføre det brandpræventive tilsyn efter skorstensfejerbekendtgørelsen.
- Føre tilsyn med fyringsanlæg, der er omfattet af brændeovnsbekendtgørelsen – det vil sige:
- Anlæg, der blev bragt i omsætning i EU før brændeovnsforordningen og brændekedelforordningen trådte i kraft.
- Anlæg, der ikke er omfattet af brændeovnsforordningen og brændekedelforordningen.
For brændekedler gælder dette for anlæg fra før 1. januar 2020, og for brændeovne gælder det for anlæg fra før 1. januar 2022.
Hvordan vurderes det, om et anlæg er omfattet af ecodesignreglerne?
Ved tilsyn efter brændeovnsbekendtgørelsen skal skorstensfejeren undersøge, om fyringsanlægget:
- Er omfattet af brændeovnsbekendtgørelsen (og dermed prøvningsattestkravet).
- Er omfattet af brændeovnsforordningen eller brændekedelforordningen.
Dette kan bl.a. vurderes ved at se på produktionsåret, som skal fremgå af nyere brændeovne efter byggevareforordningen.