""

3.2.3 Skorstensfejeren påtegner prøvningsattesten

Ejeren skal sørge for at få skorstensfejeren til at påtegne prøvningsattesten, før at anlægget må taget i brug.

Den, der tilslutter et fyringsanlæg (brændeovn, brændekedel m.v.), skal sørge for at få skorstensfejeren til at påtegne prøvningsattesten. Ejeren betaler udgifterne til påtegningen. Dette følger direkte af § 8 i bekendtgørelsen. En påtegning er en underskrift med angivelse af dato.

Skorstensfejerens påtegning er med til at sikre, at der findes en lovlig prøvningsattest for et fyringsanlæg, og at anlægget kan anvendes i overensstemmelse med det, der fremgår af prøvningsattesten. Skorstensfejerens påtegning er på den måde en ekstra sikkerhed for ejeren af fyringsanlægget for, at anlægget overholder brændeovnsbekendtgørelsens regler.

Ved et krav om, at skorstensfejeren skal påtegne prøvningsattesten efter, at fyringsanlægget er tilsluttet, men inden det tages i brug, sikres det også, at skorstensfejeren fra dette tidspunkt får mulighed for at udføre opgaver efter anden lovgivning – fx brandpræventivt tilsyn og periodisk rensning af aftrækssystemet.

Når prøvningsattesten ikke lever op til bekendtgørelsens krav

Er prøvningsattesten hverken affattet på dansk eller engelsk, eller hvis den på anden måde ikke opfylder kravene til form og indhold, bør skorstensfejeren undlade at underskrive den. Er der tale om mindre fejl eller mangler, kan skorstensfejeren gøre ejeren af anlægget opmærksom på, hvad der er galt eller hvad der mangler i prøvningsattesten, hvorefter ejeren har mulighed for at fremskaffe en prøvningsattest, der lever op til reglerne. Hvis der er tale om større fejl eller mangler, eller hvis ejeren ikke kan fremskaffe en prøvningsattest, der lever op til reglerne i brændeovnsbekendtgørelsen, bør skorstensfejeren i stedet underrette Miljøstyrelsen om den mangelfulde eller manglende attest. Det er Miljøstyrelsen, som fører tilsyn med, at bestemmelserne om prøvningsattester overholdes.

Miljøstyrelsen kan håndhæve reglerne over for såvel ejeren, producenter og importører.