Modelsystemet EVA beregner luftforureningens helbredseffekter

Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) har udviklet et integreret modelsystem, EVA, der anvendes til at vurdere, hvilke kilder der bidrager til luftforureningen og til at beregne helbredseffekter.

DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi har udviklet et integreret modelsystem, EVA, der anvendes til at vurdere, hvilke kilder der bidrager til luftforureningen. Det bruges også til at beregne helbredseffekter og dertil relaterede omkostninger for alle typer af kilder til luftforurening og for forskellige områder og perioder.

Antal for tidlige dødsfald af al luftforurening og fra brændefyring

Forudsættes det, at alle typer af partikler er lige sundhedsskadelige, er det med modelsystemet EVA beregnet, at der er ca. 550 for tidlige dødsfald i Danmark pga. træfyring. Antal for tidlige dødsfald totalt forårsaget af al luftforurening i Danmark er beregnet til ca. 3.750 årligt.

Beregninger behæftet med stor usikkerhed

I Danmark er træfyrede anlæg i private husstande den største kilde til udledninger af to partikelstørrelser, der kaldes PM2,5 og PM10, men beregningen af udledningerne er behæftet med stor usikkerhed. Det skyldes, at udledningerne afhænger af, hvordan der fyres i brændeovnene, herunder vandindholdet i brændet, styring af luftindtag og optændingsmetode samt af ovnens design. Der findes heller ikke landsdækkende opgørelser af hvilke boliger, der har brændeovn, og det er vanskeligt at opgøre forbruget af brænde i den enkelte brændeovn.

DCE’s modelsystem EVA inkluderer 16 forskellige helbredseffekter, herunder luftvejssygdomme, sygedage, hospitalsindlæggelser, tilfælde af hjertesvigt samt for tidlige dødsfald. 

Kilde: Helbredseffekter og helbredsomkostninger fra emissionssektorer i Danmark, DCE 2016