Professionelle målinger

Danske miljømyndigheder anvender som regel ikke målinger af partikelkoncentrationen i omgivelserne til kontrol og regulering af udledningen fra en forureningskilde. Det skyldes dels, at der normalt er tale om meget små koncentrationer af forskellige stoffer, der kan være vanskelige at måle og skelne fra andre kilder og baggrundsværdier, og dels at koncentrationerne i høj grad afhænger af de meteorologiske forhold. Derudover vil der i de fleste tilfælde være bidrag fra flere kilder, herunder trafikken, hvilket gør det vanskeligt at isolere bidraget til luftforureningen fra en enkelt brændeovn hos en nabo.

Dette understøttes af forsøg med målinger, som viser, at det er yderst vanskeligt og omkostningsfyldt at måle forureningen fra en bestemt brændeovn.

To andre professionelle målemetoder

To andre professionelle målemetoder, som ofte nævnes, er målinger i skorstenen eller i en fortyndingskanal, der kobles til skorstenens udmunding. Ingen af metoderne er dog specielt velegnede til kommunernes behandling af sager om røg- og lugtgener fra brændeovne:

Måling i skorstenens top

Temperatur og koncentrationen af komponenter på gasform kan måles i skorstensudmundingen via et rør, der føres ned i skorstensrøret. Derimod er metoden ikke specielt god til at måle partikler og røggasflow. Målingerne kan fortælle, om forbrændingen i den konkrete brændeovn er god eller dårlig, men kan ikke bruges til at afgøre, om der er røggener i omgivelserne, for selv en god forbrænding giver lugtende røg, som kan give røggener, hvis man er tæt nok på.

Måling i fortyndingskanal

I denne målemetode kan man måle partikler, tjærestoffer (PAH) og dioxin etc. i en fortyndingskanal. Via et åbent rørsystem, der monteres fra skorstenen, suges en blanding af luft og røggas ned til jordniveau ved siden af huset med en ventilation, som er forsynet med et afkast op over taget. Målinger i en fortyndingskanal kræver avanceret udstyr og gode adgangsforhold til skorstenen og er forholdsvist dyre at udføre.