4.2.2 Kontrol med prøvningsattester

Kontrol af en prøvningsattest kan være at kontrollere, at der findes en attest, som dokumenterer, at et fyringsanlæg overholder emissionsgrænserne på de relevante tidspunkter – det vil sige, når anlægget er bragt i omsætning (sælges), overdraget eller tilsluttet. Tidspunktet for overholdelsen af grænseværdierne kan eksempelvis være relevant i tilfælde, hvor et fyringsanlæg er solgt efter den tidligere bekendtgørelsens ikrafttræden i 2008, men først installeres i en ejendom efter de skærpede regler i bekendtgørelsen fra 2015 er trådt i kraft for det pågældende anlæg.

Skorstensfejeren skal påtegne anlæggets prøvningsattest

Ejeren af et fyringsanlæg skal sørge for, at skorstensfejeren påtegner anlæggets prøvningsattest med navn og dato i forbindelse med tilslutningen. Skorstensfejeren kan og skal ikke udbedre eventuelle fejl og mangler ved en prøvningsattest. Hvis en prøvningsattest er mangelfuld – eller hvis skorstensfejeren er i tvivl om, hvorvidt den overholder reglerne – bør skorstensfejeren undlade at påtegne attesten. Er der tale om mindre fejl eller mangler i prøvningsattesten, kan skorstensfejeren gøre ejeren af anlægget opmærksom på, hvad der er galt eller mangler. Ejeren har herefter mulighed for at fremskaffe en prøvningsattest, der lever op til reglerne. Hvis der er tale om større fejl eller mangler, eller hvis ejeren ikke kan fremskaffe en prøvningsattest, der lever op til reglerne i brændeovnsbekendtgørelsen, bør skorstensfejeren i stedet underrette Miljøstyrelsen om den mangelfulde eller manglende attest.

Miljøstyrelsen kan kontrollere indholdet af en prøvningsattest

Miljøstyrelsens kontrol kan også angå indholdet af en prøvningsattest – for eksempel om de anvendte prøvningsmetoder er tilstrækkeligt præcise og/eller korrekte, og om prøvningens konklusioner er korrekt angivet i forhold til reglerne i brændeovnsbekendtgørelsen.

Det er også Miljøstyrelsen, der fører tilsyn med, at målelaboratoriet eller prøvningsinstituttet er akkrediteret eller noteret i overensstemmelse med reglerne i brændeovnsbekendtgørelsen, herunder at procedurerne for attesteringen lever op til de relevante standarder.