Sager, der drejer sig om luftforurening fra fyringsanlæg, begynder som oftest med en klage fra en nabo eller anden person, der føler sig generet af røgen. Der er intet til hinder for, at kommunen af egen drift starter sagen, men kommunen vil som regel først blive opmærksom på problemet i forbindelse med en klage.
En klage kan indgives både skriftligt og mundtligt.
Kommunen har pligt til at undersøge sagen
Hvis en klage ikke er åbenbart grundløs, har kommunen som tilsynsmyndighed en pligt til at undersøge sagen. Det har ingen betydning, om klageren er anonym – men dette kan dog være et blandt flere forhold, der eventuelt kan tillægges vægt i forbindelse med kommunens samlede vurdering af, om klagen skaber en konkret, begrundet mistanke om et ulovligt forhold.
Hvis klageren oplyser sit navn, er kommunen forpligtet til at notere dette til sagen. Herefter vil ejeren af den brændeovn eller den centralvarmekedel, der klages over, kunne få aktindsigt og få oplyst, hvem klageren er, efter de almindelige regler herom. Kommunen bør derfor oplyse klageren om, at ejeren af fyringsanlægget er berettiget til at få klagerens navn oplyst under klagesagens behandling.
Kommunen skal afgrænse hvem der skal anses for parter i sagen
Påbegyndes klagesagen, må kommunen i forhold til det fremadrettede forløb afgrænse konkret, hvem der skal anses for parter i sagen i forvaltningslovens forstand. Dette vil ejeren af fyringsanlægget i sagens natur være, da ejeren risikerer at blive meddelt et påbud. Klageren vil derimod kun være part i sagen, hvis kommunen vurderer, at klageren har en væsentlig og individuel interesse, herunder retlig interesse, i sagens udfald. Klageren vil ofte have partsstatus, men hvis forureningen fra et fyringsanlæg fx berører en større antal grundejere i lokalområdet, er det ikke givet, at klageren har en tilstrækkelig individuel interesse i afgørelsen. Tilsvarende er det heller ikke sikkert, at en tilfældig forbipasserende, som klager over røggener fra en ejendom, vil have partsstatus.