""

4.4.1.3 Anmeldeordning for centralvarmekedler over 120kW

Inden centralvarmekedler med en nominel indfyret effekt på mere end 120 kW tages i brug, skal de anmeldes til kommunen. Anmeldelsen skal foretages senest 8 uger inden, at ejeren planlægget at tage kedlen i brug.

Manglende rettidig anmeldelse af en centralvarmekedel efter reglerne i brændeovnsbekendtgørelsen er ulovlig og kan straffes med bøde, medmindre ejeren har fået en dispensation fra kommunen. Tilsvarende er det ulovligt at tage en centralvarmekedel i brug, hvis anmeldelsen af anlægget er mere end 2 år gammel.

Håndhævelse af reglerne om anmeldelse

I forhold til kommunens håndhævelse af reglerne om anmeldelse skal der skelnes imellem:

  1. tilfælde, hvor anmeldelsen er foretaget for sent, men at anlægget ikke er taget i brug,
  2. tilfælde, hvor anlægget er taget i brug uden anmeldelse.

For sen anmeldelse af centralvarmekedlen

I tilfælde, hvor anmeldelsen af centralvarmekedlen er foretaget for sent i forhold til den 8-ugers anmeldelsesperiode, har kommunen i en indskærpelse til ejeren mulighed for at forlange, at ejeren udskyder det planlagte ibrugtagningstidspunkt tilsvarende. Kommunen bør dog anse den sene anmeldelse som en ansøgning om dispensation fra 8-ugerskravet. Hvis kommunen har mulighed for at behandle sagen inden det planlagte ibrugtagningstidspunkt, er der derfor ikke umiddelbart grund til at forlange ibrugtagningen udskudt yderligere.

Manglende eller for gammel anmeldelse

Hvis centralvarmekedlen er taget i brug uden anmeldelse, er der tale om et ulovligt forhold. Det samme gælder, hvis anmeldelse er mere end 2 år gammel på ibrugtagningstidspunktet. Da der ikke er mulighed for at forlange det planlagte ibrugtagningstidspunkt udskudt, kan bekendtgørelsens anmeldelsesfrist ikke overholdes.

I et sådant tilfælde skal kommunen indskærpe over for ejeren, at reglerne i brændeovnsbekendtgørelsen ikke er overholdt og give ejeren en frist til at foretage en efteranmeldelse med en vedlagt prøvningsattest.

Dermed får kommunen mulighed for at vurdere, om kommunen ville have haft bemærkninger til anmeldelsen, hvis den var indgivet rettidigt. Hvis der eksempelvis ikke findes en gyldig prøvningsattest for centralvarmekedlen, bør kommunen oplyse ejeren herom og derefter overgive sagen til Miljøstyrelsen, der fører tilsyn med overholdelse af emissionsreglerne. Principielt har ejeren allerede gjort sig skyldig i et ulovligt forhold, hvorfor kommunen også kan foretage en politianmeldelse med henblik på, at ejeren straffes med en bøde. Ved efteranmeldelsen er forholdet dog retligt lovliggjort i så vidt et omfang, som det i praksis er muligt.